TropeTanker – Henrik Bodholdt
DKK 149,00
TropeTanker
Henrik Bodholdt (f. 1965) er digter, forfatter, foredragsholder, men i særdeleshed kakaobonde, chokolademager og far. Siden år 2000 har han levet, arbejdet, elsket, leet og grædt i Costa Rica, hvor han bor med sin søn Sebastian.
i Brasilito er der ingen telefoner
når bølgerne brydes
under månesablens sølv
skyller drømmene i land
i Brasilito er der ingen telefoner
i kapellet
på den anden side af floden
farer sjæle vild
i Brasilito er der ingen telefoner
når lørdagen skumrer på pladsen
står mørke mænd
med korslagte arme
og rødmer under blikke
fra de sværmende feer
kr149.00
kr49.00 (shipping)
Total: kr198.00
TropeTanker kan også købes som e-bog og lydbog
Køb e-bogen her
Køb lydbogen her
Majken Jensen –
Jeg kender kun forfatteren som kakaobonde og chokoladeproducent. Jeg blev derfor meget – positivt – overrasket over at se, at han nu udgav en digtsamling.
Efter at have læst den, sidder jeg tilbage og reflekterer.
Bogen er en kærlig og nøgen beskrivelse af tanker, følelser og observationer forfatteren har gjort sig om livet, de kvinder han har mødt, hans rolle som far. Kærlighed til livet (og frelsen ved døden), naturen og mennesker.
Jeg sidder tilbage med samme følelse, som efter en dyb, nærværende og meningsfuld samtale med et kærligt og klogt menneske… På godt og ondt.
POV International –
Anne Katrine Bagai
Forlaget Brændpunkt, 2023
Kakaobonden og digteren Henrik Bodholdt er, som bosat i Costa Rica, fysisk langt fra den danske parcelkulde. Dette gør sig også gældende i hans debutdigtsamling, Tropetanker. Korte digte, der rejser ind i begæret, landskabet – og længslen.
Selvom begæret dominerer, så er digtene bedst, når det ikke er de elskende, men naturens terræn, der sonderes. Det forhindres en smule af jeg-fortællerens interaktion med du’et, der forsøgsvist indgås symbioser med, men hvis dynamik skildres fladt og begrebstungt.
Til gengæld bliver sproget levende, når fortælleren lades alene. I skoven, på stranden, foran spejlet, vokser billederne sig friske og stærke. Og morsomme endda. Pludseligt kan ben trylles til marmor af smør, og armhulen til en katalysator for visdom: “jeg tror/hvis jeg puster/og/puster/og/puster/i armhulerne/bliver ved/i nogle timer/kunne jeg blive den klogeste/kugle/på kloden”.
Det ensomme inviterer os til at være … Ja, præcis her, hvor vinden sliber en kind. Så, altså. Alene og dvask, blandt solskoldede skuldre og krat, der er digtet bedst.